Et dokumentarisk portræt af Jørgen og Noller Olsen.
Jørgen og Niels ”Noller” Olsen har været i dansk popmusik i mere end 50 år og er i dag en del af hele det folkelige Danmarks dna. Udover at berette om en fantastisk musikalsk karriere, fortæller de to brødre i programmet også om nedturene, der navnlig for den følsomme Niels fik store konsekvenser.
Det hele begyndte ellers så sødt og uskyldigt, da brødrene i 1965 startede bandet ”The Kids”. Niels var bare 11 år og storebror Jørgen 16. De blev hurtigt populære, og snart spillede de i KB Hallen som opvarmning for The Kinks.
Fem år senere kom de begge med i tidens hotte musical ”Hair”. Da var Niels bare 16 og Jørgen 21 år. Umiddelbart efter blev de tilbudt pladekontrakt i USA, men de sagde nej tak og udgav i stedet albummet ”Olsen” med Johnny Reimar som producer.
”Olsen” blev det første album i DK, der rundede 100.000 solgte eksemplarer, og herfra kørte den musikalske karriere som smurt i olie med storhits som “Angelina”, “Julie”, “San Francisco” og “Marie, Marie”.
I midten af 80’erne døde karrieren og brødrens veje skiltes. Jørgen blev folkeskolelærer og forsøgte sig med en solokarriere.
I 1997 kom Niels efter næsten 30 år ud af sit misbrug, og det musikalske samarbejde blev genetableret.
Kort efter kom det store gennembrud, da Jørgen og Niels vandt Det Europæiske Melodi Grandprix med ”Fly On The Wings Of Love” i Stockholm i 2000.
I dag spiller og producerer de musik uden det store pres og kan se tilbage på en lang og flot karriere.
I portrættet fortæller Jørgen og Niels hudløst ærligt om den lange karriere – om op og nedture og om, hvad de har betydet for deres forhold.