Siden 1999 har Søren Østergaard slået teltdørene op til sit gakkede og helt personlige Zirkus Nemo, hvor karakterer som Målermanden, Marianne, Bager Jørgen, Kim Tim og Smadremanden har ramt danskerne og selv dronning Margrethe lige midt i både hjertekule og lattermuskel.
I portrættet spejles Søren via sine mest kendte figurer; hvordan skaber han dem, hvordan udvikler han dem, hvor kommer de fra. Klovnen – er den en del af ham selv, måske et alterego? Og passer det, at han aldrig forbereder sig, men improviserer sig frem til sine pointer i mødet med sit publikum?
Næste sommer kan Søren Østergaard markere Zirkus Nemos sølv-jubilæum. Han håber, at Nemo også kommer til at fejre 30-års jubilæum i 2029.