DANSKE ROCKLEGENDER
Et rørende portræt af Michael Falch og MALURT.
I 80’erne var bandet et af tidens største rockorkestre, der med sange som ”Super Love” og ”Mød mig i Mørket” toppede tidens hitlister. MALURT og især bandets karismatiske frontfigur Michael Falch borede sig ind i hjertekulen på den danske ungdom.
Malurt startede som sorte og anarkistiske rebeller og på det første album ”Kold Krig” fra 1980 dyrkede de vildskaben og en særlig undergrundspoesi. På de næste albums bevægede bandet sig over i den bredere rock og dermed kom det store gennembrud.
Michael Falch blev dyrket som det store ungdomsidol og blev nærmest kanoniseret som det danske svar på Bruce Springsteen, efter at ”The Boss” i maj 1981 dukkede op til en MALURT-koncert i Forum og sang “Hungry Heart” sammen med Michael Falch. I dokumentaren er Michael Falch omdrejningspunktet. Det er ham, der var og stadig er forgrundsfigur og primus motor i det legendariske band, der stadig i 2022 er bundet sammen af et ubrydeligt kammeratskab og en fælles kærlighed til musikken.
Foto: Thomas Rungstrøm